FN konvention om mediation trådt i kraft

Ved FN’s første online ceremoni i lørdags trådte den såkaldte Singapore-konvention om mediation i kraft og markerer dermed en markant udvikling  i kommerciel konfliktløsning på globalt plan. Virksomhederne verden over kan  nu se frem til større sikkerhed i at løse grænseoverskridende tvister gennem mediation, da konventionen giver et mere effektivt middel til at håndhæve aftaler indgået ved mediation.

Konventionen åbnede for underskrifter ved en større ceremoni den 7. august sidste år, hvor hele 46 lande underskrev konventionen og blev dermed en af de FN-handelskonventioner, som på første dag har opnået højeste tilslutning blandt FN’s medlemslande. En tilslutning som afspejler den internationale anerkendelse og ønsket om at fremme brugen af mediation som konfliktløsningsredskab. Siden åbningen for underskrifter sidste år, har i alt 53 lande, herunder USA, Kina og Indien tiltrådt konventionen.

Konventionen skal give virksomheder overalt i verden større sikkerhed i at løse grænseoverskridende tvister gennem mediation ved at gøre det muligt for dem at henvende sig direkte til domstolene i lande, der har ratificeret traktaten.

De harmoniserede og forenklede rammer har til formål at føre til tidsbesparelser og færre omkostninger, hvilket er særligt vigtigt for virksomheder i tider med usikkerhed, f.eks. under den nuværende COVID-19-pandemi.

Med konventionen er der skabt et grundlag for at virksomhederne kan fæste lidt til mediation som et effektivt og sikkert konfliktløsningsredskab for deres grænseoverskridende aftaler og have sikkerhed for, at aftalerne indgået ved mediation kan håndhæves.

Sekretær for United Nations Commission on International Trade Law (UNCITRAL) Anna Joubin-Bret, udtalte ved ceremonien i lørdags:

“With the entry into force of the Convention, we look forward to it bringing certainty and stability to the international framework on mediation, and contributing to the Sustainable Development Goals, including the goal of promoting peaceful and inclusive societies for sustainable development.”

Danmark og de øvrige EU-lande har endnu ikke tiltrådt Singapore-konventionen, da grænsedragningen mellem konventionen og EU’s mæglingsdirektiv endnu er uafklaret. Derudover, er det uvist om EU skal underskrive samlet eller om landene skal underskrive konventionen separat. Danmarks rolle i forhold til konventionen er imidlertid endnu mere uklar, da Danmark som det eneste EU land ikke er omfattet af mæglingsdirektivet.

Læs mere om Singapore konventionen her

Eller se præsentationen her

 

Danske Mediatoradvokater / Vesterbrogade 32 / 1620 København V / Tlf. 3343 7000