Mediation har i den seneste tid fyldt en del i debatten om erhvervslivets ønsker til fremtidens konfliktløsning. Og med pligtmæssig mediation i de nye AB regler, må man forvente, at trenden også vil brede sig til andre retsområder i den kommende tid. Erhvervslivet udviser samtidig en stigende interesse for løsningsorienterede- og fremadsynede samarbejdsformer og konfliktløsningsmetoder i stedet for omkostningsfulde og langvarige domstols- og voldgiftsprocesser.
Som led i denne udvikling er der behov for, at advokaterne og virksomhedsjuristerne kan rådgive- og hjælpe deres klienter/virksomheder gennem mediationsprocessen og sikre gode resultater for de involverede parter.
Advokatens eller virksomhedsjuristens tilstedeværelse og rådgivning af klienten eller virksomheden før- og under en mediation er ofte af helt afgørende betydning for mediationsprocessen og kan desuden have en væsentlig betydning for, om parterne når frem til en tilfredsstillende aftale.
I modsætning til den traditionelle rollefordeling mellem advokat og klient, er klientens rolle i en mediation mere aktiv og processen åbner op for et langt større samspil mellem advokat og klient. Et samspil, som kan være særdeles værdiskabende for både klient og advokat, hvis man har viden om processen, kan holde hovedet koldt og navigere hjemmevant i konfliktfyldte forhandlinger.
Formålet med kurset er at give advokater og virksomhedsjurister indsigt i mediationsprocessen samt udstyre dem med de fornødne værktøjer til at yde deres klienter den mest optimale rådgivning og støtte før- og under mediationen. Derudover er det kursets sigte, at man med forretningsorienterede- og fremadsigtede konfliktløsningsredskaber som advokat sikrer sig rollen som klienternes betroede rådgiver.
Advokaten og virksomhedsjuristen skal blandt andet introduceres for mediationsprocessen, grundlæggende konfliktteori, forhandlingsteknik samt de teknikker som mediatoren benytter sig af under processen. Deltagerne vil blive præsenteret for konkrete eksempler hentet fra virkeligheden og vil blive introduceret for eksempler, der både illustrerer, hvordan advokaten kan skabe værdi i mediationsprocessen, men også hvordan advokater kan obstruere processen for sin klient.
Danske Mediatoradvokater / Vesterbrogade 32 / 1620 København V / Tlf. 3343 7000